Sangaftener i Løgstør Sognehus

Sangaftener i Løgstør Sognehus

Sangen har lysning, og derfor den gyder

over dit arbejd forklarelsens skin;

sangen har varme, og derfor den bryder

stivhed og frost, så det tør i dit sind.

Sangen har evighed, derfor den skyder

fortid og fremtid i hob for dit syn,

tænder uendelig attrå og flyder

bort i et lyshav af længsler og lyn…

                                            (fra nr. 159 i Højskolesanbogen)

 

Ordene er som bekendt Bjørnstjerne Bjørnsons. De er skrevet i 1872, en tid da man ikke gik af vejen for at udtrykke sig svulstigt. Men meningen er god nok, i al korthed en hyldest til både det at synge, og de sange, vi synger.

 

Mener du, at vi gennemgående synger for lidt – eller har du bare lyst til at synge mere, så er muligheden der omtrent en gang om måneden. 8-10 gange om året samles vi nemlig i Løgstør Sognehus til sangaftener. Vi synger fortrinsvis efter Højskolesangbogen

 

Sangaftenerne falder i to dele med en kaffe/te/kage-pause midtvejs. Vi er samlet i tidsrummet 19.30-21.30 og aftenerne ligger på forskellige ugedage, så alle på et eller andet tidspunkt har mulighed for at være med. Første afdeling er fastlagt på forhånd, og de emner vi kommer omkring kan være meget forskellige. Efter pausen har du selv mulighed for at sætte dit præg på aftenen, idet vi synger ønskesange efter højskolesangbogen.

 

Alle er velkomne til sangaftenerne, både gamle, midaldrende og unge. Og du er velkommen, hvad enten du er så godt hjemme i Højskolesangbogen, at du stort set kan den udenad, eller du blot har lyst til at lære den bedre at kende.

 

Det er gratis at deltage i sangaftenerne (inkluderet i prisen er kaffe/te og kage i pausen). Følg med i annonceringen på hjemmesiden, i lokalavisen eller i opslag forskellige steder i byen.

 

  …Og blæsten suser sin vilde vise,

og stranden drøner sit højtidskvad;

fra hedens lyng som fra stadens flise

skal sangen løfte sig ung og glad.

                                            (fra nr. 162 i Højskolesangbogen)

 

 

SÅ KRIDT SKOENE

 

TAG GERNE DIN NABO UNDER ARMEN

 

VEL MØDT TIL SANGAFTEN